LÆR AT SY SMOCK

Det skal du bruge:

  • Symaskine

  • Saks

  • Vinkelmåler

  • Markeringspen

  • Sytråd

  • Elastiktråd

  • Tom spole

  • Stof

💡 Du kan også bruge en ”quilteguide” til at hjælpe dig med at sy med en bestemt afstand.

Hvad er smock, og hvad kan det bruges til?

Smocksyning er en effektiv metode til at rynke og skabe elasticitet i dit stof. Du kan bruge smock til at stramme taljen ind på en oversize skjorte eller sy et stykke tøj af f.eks. noget gammelt sengetøj. Eller du kan være kreativ og gøre noget helt andet.

Smock er en super fin detalje, og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan teknikken kan bruges!

Teknikken er meget simpel. Den går ud på at sætte elastiktråd i stedet for almindelig sytråd i spolen og sy i lige, buede eller sik-sakkede linjer med en valgfri afstand.


Sådan gør du

1. Elastikken spoles på i hånden. Det gør du ved at stikke tråden gennem det lille hul i spolen og holde fast i enden, mens du snurrer elastiktråden rundt om spolen. Mærk efter, at du ikke strammer elastikken, og at den heller ikke bliver for løs.

2. Når du er færdig med at spole, tråder du maskinen som normalt. Maskinen indstilles til at sy ligeud og med en stinglænge på ca. 3,5-4. Du kan altid justere stinglængden og se, hvad der giver det flotteste resultat.

3. Klip nu et stykke stof og markér, hvor du gerne vil sy med en pen, som kan vaskes eller dampes væk. Du kan f.eks. sy i lige linjer med 1 cm afstand. Dette er en meget klassisk form for smocksyning.

Du kan også være kreativ og lave forskellige afstande. Start med at sy i lige linjer, så du forstår teknikken, inden du eksperimenterer med at sy i buer eller siksak.

4. Sy efter markeringerne. Husk at hæfte ender, når du starter og slutter en linje. Sørg for at holde på stoffet bag trykfoden.

Når du skal i gang med anden række, skal du glatte stoffet ud foran trykfoden, mens du syr. Hvis du syr hen over rynkerne, syr du dem fast, så dit stofstykke bliver mindre og mister sin elasticitet.

Previous
Previous

LÆR AT SY PATCHWORK MED TREKANTER - Broken dishes

Next
Next

DIY PLANTE-HÆNGER